Naturtur til Hindsgavl Natur og Aktivitetscenter lørdag d. 16. september 2017

Endnu en dejlig tur med morgensang og morgenkaffe kl. 9.00. Herefter aktivitet på den store legeplads, kongespil, petanque og selvfølgelig besøg i Naturcenterets udstilling. Vejret var køligt men heldigvis tørt, så man skulle bare "hold sig i gang" så kunne man godt holde varmen. Den medbragte frokost blev indtaget uden for. Flere borde blev samlet så de over 30 deltagere kunne hygge sig sammen. Efter frokost blev 4 hold sendt på et lille opgaveløb i den skønne natur, hvor man bl.a. kom tæt på hjortene. En travetur på godt 5 km. og med poster som skulle løses/gættes. Vinderne blev hædret og alle blev belønnet for den store indsats med flødeboller! Efter denne travetur var det godt med kaffe/saftevand og et stort udvalg af kage. Så var der igen tid til aktiviteter og forberedelser til aftensmaden, Bålet blev tændt så der kunne komme gløder til der skulle grilles pølser og koteletter. Hyggelig middag rundt om bålet og dagen sluttede med fællessang. 

Naturtur til Gyldensteen Strand lørdag d. 10. sept.

En dejlig tur som startede med morgenmad kl. 9.00, herefter fortalt Finn Henriksen lidt om fugle i skolestuen.
kl. 12.00 blev den medbragte frokost indtaget inden man blev fordelt i 6 hold som skulle området igennem
og på turen rundt løse 20 spørgsmål.
Efter at have gennemført orienteringsløbets ca. 7,5 km var der kaffe/saftevand og masser af kage.
Efter kaffepausen var der mulighed for at spille rundbold, spille kongespil m.m. 
inden alle hjalp til med at gøre aftensmaden klar. 
Aftensmaden blev indtaget som sidste aktivitet på denne dejlige dag hvor vejret var perfekt!
Tak for en super dejlig dag!


Frokost i præstens have d. 21. august 2016

Julekrybbeholdet 2015


Naturtur til Naturskolen Åløkkestedet 19. september 2015

I år blev vi forkælet med godt vejr. Vi nød morgenkaffen kl. 9. og straks strålede solen på os. Vi blev guidet rundt i området af naturvejleder Elsebeth Pedersen.
Vi startede på stenmuseet som er blevet til ved hjælp af en masse frivillige fra Fyns Amatørgeologiske Forening. 
Flot udstilling som er vist i en af værkstedsbygningerne fra tidligere asfaltfabrik Phønix.
Herefter en tur gennem den skønne natur til en aktiv grusgrav. Her var virkelig noget at kigge på. 
De forskellige lag i jorden og de store maskiner som bruges til at grave og sortere sand, grus og sten.
En rigtig god rundvisning, som vi alle blev lidt klogere af.
Den medbragte frokost blev også indtaget under åben himmel. Efter frokost var der aktiviteter af forskellig slags. Der blev spillet fodbold, spillet kongespil og nogle
forsøgte at sikre sig aftensmaden i form af fisk. Dette mislykkedes, så man kastede sig over kagerne til kaffen, inden de fleste af deltagerne
tog på O-løb i samlet flok. Igen en dejlig travetur i den fynske natur.
Efter denne skønne travetur var der samlet appetit til aftensmaden. Der blev grillet dejlig velsmagende mørbrad hvor der blev serveret salat/pastasalat og flutes til.
En dejlig dag sluttede kl. 19.30


Naturweekend på Hou Skole ved Lohals d. 22. - 24. august. 2014

Endnu en gang gennemførte vi en dejlig naturweekend, hvor samvær, hygge, leg og god mad gjorde det til en dejlig oplevelse at deltage.
Fredag mødte de første op med egen mad og drikkelse, og efter spisningen gik vi i samlet flok til Lohals Havn og strand. 
Efter gåturen som sluttede i regnvejr blev der spillet bingospil i en ny udgave!
Lørdag var der morgenmad til de overnattende, og nye deltagere mødte op kl. 10.00
Efter alle var indlogeret, var der leg, fodboldspil, bærplukning osv. indtil frokosten blev serveret kl. 13.00
Kl. 14 gik alle med Bodil som guide en tur gennem skoven ud til Lohals nordstrand, hvor 3 konfirmander smed tøjet og sprang i vandet.
Efter traveturen var der kaffe, saftevand og mulighed for selv at bage pandekager som kunne nydes med Ulrik Rønlevs nylavede brombærsyltetøj.
Der blev bagt og spist mange pandekager på bålene, som også skulle varme vores aftensmad.
Aftensmaden bestod af pasta, salater, grillede koteletter og pølser. Deserten var grillede skumfiduser og kiks.
Kosten må have givet god energi til deltagerne på natløbet. 4 poster var lagt ud, og alle fandt dem nemt, og var hurtigt tilbage igen, og kunne
herefter roligt gå i seng.
Søndag efter morgenmad, sang og en historie, blev der pakket ned. 
Efter oprydning skulle hver enkelt deltager selv sørge for at lave sin frokost. Det var planlagt at vi skulle nyde frokosten i naturparken TICON v. Tranekær Slot. 
Vi kom også ind i parken, men efter 50 m. kom regnen i en mængde der gjorde os alle gennemblødte. En hurtig
beslutning blev taget, så denne tur i TICON parken har vi stadig til gode! Alle var enige om at det var klogest at køre hjem  og få tørt tøj på.

 
 

Sommer for børn

Den 6. og 7 august var Odense Valgmenighed med til at lave "sommer for børn" samme med andre sognekirker i Sankt Knuds provsti. 
Omkring 20 børn og deres forældre deltog i aktiviteterne. 1. dag var der besøg på Nyborg Slot  og 2. dag i Odense ZOO. 
Efter ZOO gik børnene til Skovsøen hvor 18 spændende biler ventede på dem, for at køre dem til Vor Frue Kirke.
Her lidt billeder fra ankomsten til kirken.

 

Flamenco i Kirken

En solfyldt aften i begyndelsen af juni blev stilheden i Dronningensgade punkteret af hidsende danserytmer: 
En trup af flamencodansere havde indtaget kirkerummet. Tidligere på året havde Kirstine Hastrup, et aktivt medlem af 
truppen, besøgt Valgmenighedskirken og var straks faldet for rummets særpræg:
"Det er sådan et sted man kan danse og synge flamenco, her 
findes den dybe sang, som handler om døden og livet. Her kan vi vise hvad flamenco er". 
Det blev til at seks kunstnere den 10. juni indtog den fredsommelige kirke med fremmede akkorder og æggende 
dans. Væggene flyttede sig, loftet forsvandt, gulvet gav efter i knirkende nydelse under de dansende fødder, smerte og 
lyksalighed blev sunget og danset ud. Selv om flamencoen er meget fremmedartet for en dansker - 
og så var halvdelen af truppen endda pæredansk - så er der ingen tvivl om at alle vi tilskuere havde en klar fornemmelse 
af inderligheden, lidelsen, men også af lyksaligheden, som udtryktes i dansen og sangen. 
Bifaldet blev stort og velment.
I 2010 anerkendte UNESCO flamenco som verdenskulturarv

 

Udflugt til Sønderjylland.

I det dejligste forårsvejr kørte bussen fra Dannebrogsgade til Broager Kirke. Kirken ligger højt og virker imponerende, en flot og velplejet kirkegård forstærker indtrykket. Inger var den helt rigtige guide, kirkens historie og nuværende udseende blev fortalt med engagement. Vi hørte om kalkmalerierne og moderniseringen af kirkerummet. Udenfor gik vi over til mindelunden, der ligger i forbindelse med kirkegården, hvor stenene over de mange faldne fra krigen 1864 tydeligt viser, hvor stor indflydelse den periode har haft i denne del af landet. Indtrykkene tog vi med os til Historiecenter Dybbøl Banke, hvor rundvisningen handlede om soldaternes vilkår – barske fortællinger.

Madpakken blev spist udenfor i det dejlige vejr, og så gik turen videre til Sønderborg Slot. 
Der gik vi på egen hånd og valgte hver især den/de udstillinger, man havde lyst til at se – flere af os så udstillingen ”Den store Krig”, bl.a. Martin Bigums maleri ”National retreat”.

Det var en stor fornøjelse, at bussen var fuld denne dag, børn, unge og ældre, det giver ekstra liv, snak og oplevelse. 
At vejret var så flot, som det var, kan man ikke planlægge sig til, men det blev nydt! Der er meget smukt – landets bakker, vand til alle sider – på Als.

Tak for en dejlig dag!

Lone Ejdrup Nielsen