Odense Valgmenighed for Børn

Børneaktiviteter

Nogle gange om året afholder vi aktiviteter specielt for børn og børnefamilier.

Det kan være teater eller en aktivitetsdag som fx julekrybbeværksted.

Vi bestræber os på, at aktiviteterne er fyldt med kreativitet og oplevelser.

For eksempel har vi haft “Pinse for børn” med sus i skørterne; Halloween med gys og glæde, et påskearrangement med et jødisk påskemåltid for store og små og besøg af en historiefortæller i forbindelse med en søndagsgudstjeneste.

Vores musik- og billedgudstjenester er også for børn. Derudover er børn naturligvis altid hjerteligt velkomne til vores sædvanlige gudstjenester.

Julekrybbeværksted

Hvert år i december måned har vi en dag, hvor børn og voksne i fællesskab laver en julekrybbe. Det er altid en rigtig hyggelig dag.

Lørdag d. 20. november 2021 lavede børn, konfirmander og voksne årets julekrybbe. Den blev rigtig fin og kunne ses i hele december måned og lidt ind i det nye år.

Aktivitetskufferter til børn

Vi lægger meget vægt på, at det skal være rart og hyggeligt for børnene at komme i kirken.

Derfor har vi indkøbt nogle små børnekufferter, som vi har fyldt med små bøger, tøjdyr m.m., der kan tages med ind i kirken.

De er placeret i garderoben, hvor I er velkomne til selv at benytte jer af dem.

Det er naturligvis også muligt at tage kufferten med ud i den lille stue, hvor man kan sidde og tegne og samtidig følge med i, hvad der foregår i kirken.

Vi håber, aktivitetskufferterne vil være til glæde for børnene og deres forældre samt bedsteforældre.

På glædeligt gensyn

Inger Hjuler Bergeon og Annalise Rasmussen